”Jeg kan ikke tilgive hende”! Sådan sagde min klient i dag.

Og herefter fulgte en masse argumenter og meget forståelige forklaringer på, hvorfor min klient er så fastlåst i den beslutning. Enhver der oplever dét, som min klient beretter om, vil ha det omtrent sådan. Når dét menneske, vi har allermest tillid til, svigter, så gør det forbandet ondt. PUNKTUM!

Når skuffelse bliver til skyld og skam.

Min klient hæfter sig ved, hvor svært det er at komme tilbage på sporet. ”Selv om jeg ved, det ikke forholder sig sådan, så føles det inde i mig, som om det hele er min skyld. Jeg er flov. Jeg skammer mig. Og jeg kommer ikke videre i mit liv”.

Som nævnt i et tidligere indlæg, lærer vi fra barn at håndtere vores følelser, som om de ikke er der. Børn fortrænger traumatiske oplevelser. Det er en medfødt overlevelsesstrategi, der skaber en midlertidig lindring. Men faktum er, at erindringen om det der skete og de følelser, det producerede i vores krop, er lagret for bestandigt i underbevidstheden.

Når der senere opstår situationer, hvor vi for eksempel bliver svigtet, så aktiveres det, som vi i fagsproget kalder følelsesmæssig resonans. Det betyder at de følelser, som vi i sin tid lagde låg på, nu aktiveres igen.

Det svigt min klient beskriver, er den samlede sum af svigt, som han har oplevet fra helt lille til nu. Når kroppen reagerer voldsomt, så følger tankerne automatisk med. Pludselig har vi en situation, hvor vi reagerer uhensigtsmæssigt og ufornuftigt. Uden at forstå hvorfor, kan vi ikke håndtere situationer, vi før udførte med største selvsikkerhed.

Der er ikke altid en logisk forklaring. Vi er i hvert fald ikke bevidste om forklaringen. Den findes i underbevidstheden. Og dén har vi nem adgang til i hypnose.

Hypnose er et kraftfuldt værktøj, fordi vi ’snyder’ underbevidstheden. Det gør det muligt, hurtigt at ændre uhensigtsmæssige tankemønstre og blokeringer til noget positivt og livsbekræftende.

I min behandling arbejder jeg med det hypnose-system, der hedder 5-Path®. Det sikrer at jeg ikke alene finder årsagen til det følelsesmæssige besvær men også bearbejder det terapeutisk. Det betyder for det første at følelsen neutraliseres og dernæst at der ikke opstår resonans dvs. små hændelser med enten (alt for) stor eller slet ingen reaktion.

Ring til mig, hvis du vil vide mere.